C.C. Jensen præsenterer: Børnelørdag

SVEND inviterer igen i år børn og barnlige sjæle til Børnelørdag i Krøyers Have – og i år er det i magiens tegn! Tryllestavene kommer til at svirpe i luften når vi viser Bille Augusts ikoniske familiefilm Busters Verden og animationsfilmen Asterix og trylledrikkens hemmelighed.

Du kan også opleve et vaskeægte trylleshow når vi får besøg af Lars U, der tryller med paraplyer, æg og andre skøre remedier.

Jakob Bjerregaard Engmann fra BaggårdTeatret er vært for dagen og der vil være gratis snackposer til de første hundrede børn under 12 år. Inden filmene er SVEND værter for et magisk værksted, hvor alle små tryllekunstnere, kanonkonger og magikere kan lave deres egen tryllehat og tryllestav.

Vi får også besøg af Svendborg Børnebibliotek, der tester din paratviden i en lille filmquiz. Du kan besøge dem i deres stand fra kl. 10.00 – 16.00 og deltage i en lodtrækning om fine præmier.

Ifør dig din fineste kappe og og øv dig på din bedste remse – og hvis du ikke har en, kan du vist godt låne den her:

“Tredive tønder torskerogn, rustne søm og skruer. Bussemænd i bølgepap, går tur i deres stuer. Juleand med gåsehud, vandpistol med våde skud. Pas på! For nu cykler Buster ud!”

Børnelørdag er støttet af C.C. Jensen

Instr. Bille August, 1984 (91 min) // Instr. Alexandre Astier, 2019 (85 min)

 

Lørdag d. 31. august
Kl. 10.00 – 16.00
Krøyers Have
Gratis entré

 

Program for dagen:

10.00: Velkomst v. Jakob, BaggårdTeatret

10.15: Magiske værksteder

11.00: Uddeling af snackposer til de første 100 børn (under 12 år)

11.45: Film – Busters verden

13.30: Trylleshow v. Lars U

14.15: Film – Asterix og trylledrikkens hemmelighed

Program for den 31. august