Vi hylder i år instruktør Susanne Bier for hendes uundværlige og helt enestående arbejde i danske og internationale film i over 35 år.
Klaus Hansen, formand for SVEND Filmdage, udtaler om årets hædersgæst:
“SVEND Filmdage hylder de store personer inden for dansk film. De personer der kan få os til at græde, gyse, glædes og som samtidig giver os eftertanke og lyst til samtale, når vi kommer ud af biografmørket. Susanne Biers lange karriere lever til fulde op til disse kriterier. Fra instruktørdebuten ’Freud flytter hjemmefra’ over ’Den eneste ene’, der var Biers store gennembrud, til det internationale gennembrud med Oscar-vinderen ’Hævnen’ (som i parentes bemærket der med trailerne til Oscar-showet gjorde Sydfyn og kornsiloen i Rudkøbing verdenskendt). Susanne Bier har siden slået sit navn fast på den internationale dramascene, hvor hun har instrueret flere anmelderroste film og tv-serier til glæde for et stort publikum. Uanset om Susanne Bier instruerer film eller tv-serier, så evner hun at omsætte relevante og svære livs- og samfundstemaer til fortællinger for det brede publikum, og hun er dermed med til at sikre begrebet ”populærkultur” som en hædersbetegnelse.
SVEND Filmdage er rigtig glade for, at Susanne Bier har takket ja til at være årets hædersgæst – og at publikum under SVEND Filmdage får mulighed for at komme tæt på denne kunstner, der har betydet så meget for dansk film og tv-serier. På Fyn, i Danmark og internationalt.”
Susanne Bier modtager ved SVEND Prisen, der finder sted 20. august i Krøyers Have i Svendborg, Årets Hæderspris, og er samtidig fokus og omdrejningspunkt for flere arrangementer under SVEND Filmdage fra den 25. august til den 30. august.