I år får SVEND – Hele Danmarks Filmpris endnu engang besøg af en fornem dame under prisfesten.
Det er i form af Asta-prisen, som går til den film, som Biografklub Danmarks medlemmer bedst kunne lide fra sidste års film-sæson.
Mere end 20.000 har stemt til Asta-prisen, så der har været stor folkelig opbakning til afstemningen.
”Vi har skabt Asta-prisen for at hylde biografoplevelsen og fællesskabet, og vi vil gerne fejre alle de gode film, som vores medlemmer har set i biografen,” siger Lykke Lind Thomsen, der er direktør i Biografklub Danmark.
Gentager succes fra sidste år
Netop uddelingen af Asta-prisen foregår som et indslag under selve prisfesten onsdag d. 30. august i Krøyers Have. Sidste år gik Asta-prisen til instruktør Niels Arden Oplev for filmen ”Rose,” og nu gentager Biografklub Danmark og holdet bag SVEND Filmdage successamarbejdet.
”Vi er rigtig stolte af hvert år at uddele vores flotte Asta-statuette til den film, som medlemmerne bedst har kunne lide i vores netop afsluttede sæson. Vi elsker at høre fra vores skønne medlemmer og vi glæder os til, at overrække Asta-prisen til deres favoritfilm til SVEND-festen,” siger Lykke Lind Thomsen.
Svendborgensisk støberi står bag statuetten
Det er den fransk-danske kunstner, Lucie Verdet, der har skabt statuetten ud fra en hyldest til en af dansk filmhistories største ikoner: Skuespillerinden Asta Nielsen.
Prisen er først blevet lavet i ler og så en silikoneform. Herefter er den støbt i bronze på det svendborgensiske støberi ’Skulpturstøberiet,’ hvilket betyder, at statuetten er en tung fornøjelse, da den vejer hele fire kilo.
Både SVEND Filmdage og Biografklub Danmark værner om fællesskabet og folkeligheden. Og med årets samarbejde går SVEND – Hele Danmarks Filmpris hyldest til dansk og udenlandsk film hånd i hånd med de mere end 200.000 medlemmer af et af Danmarks største kulturfællesskaber hos Biografklub Danmark.