Bamse blev aftenens helt store vinder til SVEND Prisen 2023, da Hele Danmarks Filmpris blev uddelt i Svendborg her til aften, hvor filmen modtog prisen for ‘Årets Danske Film’. Med Lars Hjortshøj i værtsrollen for andet år i træk blev der uddelt priser inden for i alt 9 kategorier, som alle var afgjort af det danske publikum. Derudover gik den juryvalgte ‘Hæderspris’ i år til Susanne Bier for sit uundværlige og helt enestående arbejde i danske og internationale film i over 35 år.
For 19. gang var film – og TV interesserede her til aften samlet i Svendborg til SVEND Prisen 2023, hvor Lars Hjortshøj for andet år i træk styrede slagets gang fra scenen på Svendborg Torv. Løbet om de eftertragtede priser var meget tæt, men særligt Henrik Ruben Kenz’ Bamse skilte sig ud og løb med sejren i kategorien ‘Årets Danske Film’. Anders W. Berthelsen, som portrætterer den folkekære Flemming “Bamse” Jørgensen i selvsamme film, løb desuden med prisen for årets mandlige hovedrolle.
Prisen for ‘Årets Kvindelige Skuespiller’ gik til Julie Rudbæk for sin rolle i Elsker dig for Tiden, som hun selv har været medinstruktør og manuskriptforfatter på sammen med Jesper Zuschlag.
Når det kommer til TV-serier, blev Ditte Hansen og Louise Mieritz’ Dansegarderoben aftenens helt store vinder. TV-serien fik både prisen for ‘Årets Danske TV-serie’, mens Marie Bach Hansen, der spiller Sussie i serien, tog prisen for ‘Årets Danske Skuespiller i en TV-dramaserie’.
Prisen for ‘Årets Håb’ gik i år til Albert Rudbeck Lindhardt. Albert er også at finde på rollelisten i gymnasie-dramaet Smuk, som stak af med prisen for ‘Årets Danske Børnefilm’.
Endelig blev ’Juryens Særpris’ uddelt til Paprika Steen og Lars Brygmann for deres enestående præstation i filmen Toves værelse – og med 150.000 solgte biografbilletter er både publikum og anmeldere enige.
SVEND – Hele Danmarks Filmpris 2023 er kulminationen på SVEND Filmdage, og det er i år 19. gang, at priserne bliver uddelt i Svendborg. Det helt særlige ved SVEND Prisen er, at det er publikum, der egenhændigt vælger aftenens vindere i de 9 regulære kategorier.
De 10 nominerede danske film er valgt ud fra antal solgte billetter i perioden 1. juli 2022 til 30. juni 2023. Juryen har derudover udvalgt de nominerede skuespilpræstationer fra de 10 film, mens de nominerede i kategorien ‘Årets danske TV-dramaserie’ samt ‘Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie’ er valgt blandt de fem mest sete serier.
Alle årets prismodtagere er
Årets Danske Film
Bamse – instruktør Henrik Ruben Genz
Årets Danske Børnefilm
SMUK – instruktør Tilde Harkamp
Årets Udenlandske Børnefilm
Folk og røvere i Kardemomme by – instruktør Rasmus A. Sivertsen
Årets Udenlandske Film
Hvor flodkrebsene synger – instruktør Olivia Newman
Årets Kvindelige Skuespiller
Julie Rudbæk – for Elsker dig for tiden
Årets Mandlige Skuespiller
Anders W. Berthelsen – for Bamse
Årets Håb
Albert Rudbeck Lindhardt
Årets Danske TV-dramaserie
Dansegarderoben – TV 2
Årets Danske Skuespiller i en TV-dramaserie
Marie Bach Hansen – for Dansegarderoben
Svend Hæderspris
Susanne Bier
Juryens Særpris
Lars Brygmann og Paprika Steen