Har du taget stilling til organdonation? Det er et svært og formentlig dilemmafyldt emne for de fleste mennesker.
Nu dykker den sydfynske instruktør Christian Skaarup Bergstrøm ned i netop dette tema i sin nye kortfilm “Ærø i påsken”, som får premiere under SVEND Filmdage.
Filmen omhandler den svækkede nyrepatient Frederikke, der traditionen tro skal holde påske i barndomshjemmet på Ærø med sin mor Bente og broren Søren. Frederikke klamrer sig til håbet om, at Søren vil tilbyde sin hjælp ved at donere sin ene nyre. Men tingene ændres markant, da Søren ankommer med sin gravide kæreste.
Nyre til søster eller barn?
Ideen til filmen og udviklingen af manuskriptet begyndte helt tilbage i 2016, hvor instruktør Christian Skaarup Bergstrøm blev inspireret af Anders Agger-dokumentaren, der går tæt på nyrepatienten Kristine Lykke Roed.
– Dokumentaren gav et indblik i nogle af de dilemmaer, der kan være til stede hos familier med livslang sygdom i forhold til psykisk pres og usagte forventninger. Jeg var selv lige blevet far, så det her dilemma om, hvorvidt man skal give sin nyre til sin søster eller sit barn – som måske kan have brug for den i fremtiden – det optog mig meget, siger instruktør Christian Skaarup Bergstrøm og fortsætter:
-Hvis jeg ikke kan komme til en konklusion, hvordan må det så være for mennesker, der rent faktisk lever med dilemmaet?, lyder det fra instruktøren, der håber, at filmen kan blive brugt at skabe samtale, debat og refleksion som et alternativ til klassiske informationsfilm om organdonation.
Film lavet med frivillige kræfter
Filmen “Ærø i påsken” har været længe undervejs, hvilket blandt andet skyldes, at manuskriptet fik afslag ved de forskellige filmværksteder i Danmark, men efter noget tid lykkedes det at komme i mål med støtte. Endelig har der været mange frivillige kræfter inde over.
– Det har til tider været lidt opslidende, at der har skullet gå så lang tid med at få filmen produceret. Men det er også fantastisk, at den snart skal til at lande og have et liv, siger Chrstian Skaarup Bergstrøm.
Optaget i Svendborg og Faaborg
Filmholdet ramte også ind i corona-nedlukningen, hvilket gjorde, at optagelserne blev udskudt, og filmholdet måtte flytte locations. Derfor er filmen ikke optaget på Ærø, som titlen antyder, men i Svendborg og Faaborg.
Hvorfor valgte du Ærø som ramme?
– Ærø har nogle meget dybt forankrede påsketraditioner, hvor man samles som familie og koger æg i saltvand. Da vi skrev manuskriptet, skulle vi vælge en smuk og stiliseret arena, hvor dramaet kunne udspille sig. Historien skulle netop have den smukke tradition som en omkringliggende ramme, så vores hovedperson ikke kan flygte væk, og det hele kan folde sig ud. Heldigvis er det sydfynske område smukt, så det hele har passet godt sammen, siger Christian Skaarup Bergstrøm, der selv har boet i Svendborg i mange år.
Hvordan er det så endelig at få premiere under SVEND Filmdage?
– Det er dejligt, at filmen får premiere og bliver vist her. Jeg er selv herfra, så det er fedt at lave noget, som netop er forankret i det sydfynske område, siger han.
Du kan få billetter til talk og filmpremiere “Ærø i påsken” HER
Arrangementet foregår mandag d. 28. august, kl. 16:00-17:00
Maritimt Center Danmarks Pakhus, Havnepladsen 2, 5700 Svendborg
Entré: GRATIS – men kræver at du skal trække en billet