På SVEND Filmdage er der mange fantastiske sponsorer, men der er også privatpersoner, som går ind og tilbyder deres ideer og arbejdskraft for at få festivalen til at gå op i en højere enhed.
Casper Ryborg Simmelsgaard er fritidspilot, og så elsker han film.
Og så er han idemager og medarrangør bag Fly In Bio – og har blandt andet sørget for, at hele tre gamle, danske militærfly går på vingerne i en såkaldt formationsflyvning.
Det bliver fly af typen ”Chipmunk”, ”KZ-II” og en ”T-17” fra Danish Military Historic Flight (DMHF) – det sidstnævnte fly bruges stadig som træningsfly for Flyvevåbenet.
– Jeg synes, at pakken som DMHF kommer med, er af virkelig høj kvalitet. De gør et stort stykke arbejde for at vedligeholde gamle danske militærfly, holde liv i flyverånden og give deres publikum gode oplevelser. Det er en stor glæde at dele denne fascinerende oplevelse med de besøgende, siger Casper Ryborg Simmelsgaard, der i samarbejde med Svendborg Flyveklub, som han er medlem af, har fået ideen til at blive til virkelighed under Fly In Bio den 28. august.
Casper Ryborg Simmelsgaard blev selv uddannet pilot ved Starling Air sidste år og er i Svendborg Flyveklub kommet med i et lokalt netværk for piloter og flyinteresserede. Nu er han i gang med det næste emne på cv’et: at tage en uddannelse i svæveflyvning hos Fyns Svæveflyveklub.
I sit arbejdsliv har han dog sin gang på vandet som skibsofficer.
Svævefly vil lave ”loop” og ”roll”
Formationsflyvningen er imidlertid ikke det eneste ting, som Casper Ryborg Simmelsgaard er idemager bag.
Fyns Svæveklub gæster også Fly In Bio og vil lave kunstflyvning. Det foregår på den måde, at svæveflyveren vil blive slæbt op med et tov af et andet fly, og her vil man – hvis omstændigheder og vejr er til det – kunne opleve et såkaldt ”roll,” hvor flyet drejer rundt om sig selv, eller et ”loop”, hvor flyet vil flyve på hovedet.
– Jeg elsker film, og jeg elsker fly. Jeg kan ikke forestille noget bedre end at kombinere de to ting og give folk et drøn af en oplevelse, siger Casper Ryborg Simmelsgaard.
Netop interessen for film kommer af, at han har arbejdet med film i mange år – han har arbejdet i Gentofte Kino, Tycho Brahe Planetarium, Jespers Rejsebiograf og 10 år i Scala Svendborg, fortæller han.
Første ”Fly In Bio” på Sydfyn
Det er første gang, at der bliver afholdt et ”Fly In Bio”-arrangement på Sydfyn i Elvira Madigan Airport i Tåsinge.
– Det er så fantastisk, at det hele er blevet til virkelighed, og at alle nu også får mulighed for at opleve de her to flyveopvisninger til SVEND Filmdage, lyder det fra Casper Ryborg Simmelsgaard.
Udover opvisninger vil der være knald på programmet til Fly In Bio, som er tilrettelagt, så hele familien kan være med. Der vil blandt andet være film på storskærme, flyver-kage-bagekonkurrence, sminkeworkshop og oplæg fra Flyvevåbnet – samtidig med at der er piloter og fly fra hele landet, som er inviteret til at lande i Elvira Madigan Airport.
Når solen går ned over Sydfyn, ruller Top Gun 2: Maverick hen over storskærmen.
Se det fulde program på Fly In Bio den 28. august HER
Arrangementet er fuldstændig GRATIS dagen igennem.
Fly In Bio er præsenteret af SBS.
Arrangører er: Svendborg Flyveklub, Fyns UL-Flyveklub, Starling Air, SvendborgEvent & FilmFyn.