Mens der er gang i open air-visningerne på Torvet, markerer Vor Frue Kirke det selvsamme sted også SVEND Filmdage 2023.
Du har måske hørt klokkerne spille melodier, som “Danmark nu blunder den lyse nat” i ny og næ, men under filmdagene vil det være filmmusik, som kan høres fra klokketårnet.
Det er organist og klokkenist Povl Balslev, som står bag tiltaget. Det er en god blanding af temaer fra film, som vil kunne høres, og det kan bl.a. opleves mandag den 28. og tirsdag den 29. august klokken 12.00.
– Klokkerne er en del af byens lyd, og det skal markeres, når der sker noget specielt. Det er et signal til borgerne om, at SVEND Filmdage er i gang, siger Povl Balslev og påpeger, at han også har spillet alternative numre, når der fx har været koncerter i byen.
Improviserer med klokker og orgel
Povl Balslev spiller også orgel i Vor Frue kirke, og han kan godt lide at improvisere, hvad enten det er orgel eller kirkeklokker. I arrangementet Stumfilm og orgel, som han står bag under filmdagene, kan du netop opleve improviseret orgel-musik til stumfilmen ”Solkskinsdalen” fra 1925.
– Jeg har i samarbejde med SVEND Filmdage udvalgt ”Solskinsdalen.” Det er en næsten 100 år gammel film, som stadig er højaktuel, da den sætter fokus på klimaet. Den varer cirka en time, og for mit arbejde som organist er det tidsmæssigt en god ramme at improvisere i, siger Povl Balslev.
Oplev Povl Balslev live, når han spiller orgel til stumfilmen ”Solkskinsdalen” fra 1925 søndag den 27. august fra kl. 19-20 i Vor Frue Kirke.
Billetter er GRATIS, men skal bestilles HER