FAFID Sommertræf
Mange har nok bemærket, at der udover de traditionelle SVEND-aktiviteter og prisuddelingen, løber en række mennesker rundt med navneskilte på i SVEND ugen. Det er de danske biografer og distributører, der er samlet til det traditionsrige “sommerfilmtræf”. Med næsten 450 deltagere er branchen igen i år bredt repræsenteret i uge 35. Træffet er arrangeret af distributørernes brancheforening, FAFID og har deltagelse af biograffolk fra hele landet, samt Grønland og Færøerne.
Filmtræffet er en mulighed for biografernes repræsentanter, programlæggere og ledelser til at se det kommende halve års premierefilm. Det sker i biografen Scala Svendborg, der med sine fire sale danner en perfekt ramme om træffet.
I år skal deltagerne blandt 36 film have fornøjelsen af at se den længe ventede ”Hvor flodkrebsene vender”, Anders W. Berthelsens instruktørdebut ”Lykkelige Omstændigheder”, Paprika Steens ”Fædre og Mødre”, og et nyt dansk ungdomsdrama SMUK.