SVEND Filmdage 2024 byder i år på en særlig fejring af en af Danmarks mest folkekære skuespillere, Bodil Jørgensen. På trods af en travl kalender har Bodil Jørgensen fundet tid til at tage turen til Svendborg, hvor hun lørdag og søndag den 24. august og 25. august vil deltage i to arrangementer, herunder en introduktion til open air-visningen af filmen Rom. For sin rolle i Rom er Jørgensen også nomineret til SVEND Prisen som Årets kvindelige skuespiller.
Udover filmvisningen kan publikum se frem til en unik talk om humor, hvor Bodil Jørgensen vil deltage sammen med den lokale præst og satiriker Thomas Neergaard. Sammen vil de udforske humorens kraft, hvorfor de begge er fascinerede af den, og hvordan de bruger den i deres respektive virke. Deres samtale vil give publikum et indblik i, hvordan humor kan berige både scenen og livet.
Som en ekstra hyldest til Bodil Jørgensens imponerende karriere vil der også være en mindre udstilling ved Krøyers Have. Gennem billeder fra hendes mange film og TV-serier kan publikum opleve højdepunkter fra hendes lange og alsidige skuespillerkarriere. Udstillingen vil være tilgængelig under hele SVEND Filmdage.
Årets hyldest af Bodil Jørgensen er gjort mulig med støtte fra Fonden for Fynske Bank. “Vi er stolte af at kunne støtte en kulturel begivenhed som SVEND Filmdage, der gennem mange år har formået at samle toppen af dansk film i Svendborg. Samtidig er vi glade for at kunne bidrage til at hylde så dygtig og anerkendt en skuespiller som Bodil Jørgensen, der ikke bare har beriget dansk film og teater i mange år, men som også har formået at bruge humor som ventil, når livet har været allermest svært. Derfor glæder vi os meget til at være en del af den helt særlige fejring, hvor publikum får lov til komme tæt på hendes karriere”, siger Kirsten Elkjær, der er regionsdirektør i Fynske Bank i Svendborg.