Årets hædersgæst til SVEND19 er Bille August!
Han er en af Danmarks største og mest prominente filminstruktører. Han har vundet et hav af både danske og internationale priser, og så er han én af de få danskere, der har modtaget den prestigefyldte Oscar for sin episke fortælling om Pelle Erobreren. Busters verden, Zappa og Åndernes Hus er blot nogle af de ikoniske film vi kender ham for og han er – ganske simpelt – en af sværvægterne indenfor dansk filmhistorie.
Bille August har også en stærk forbindelse til det fynske filmmiljø og har placeret flere af sine produktioner her. Senest med Lykke-Per, der blandt andet er optaget lige her i Svendborg! Hans filmproduktioner har involveret fynske medarbejdere og statister, og har altså været med til at understøtte og forstærke Fyn som film-ø.
Onsdag d. 28. august overrækker vi årets hæderspris til Bille August, når den store prisfest løber af stablen, og ugen igennem viser vi udvalgte film fra hans imponerende filmkatalog.
Vi glæder os til at byde Bille August varmt velkommen til SVEND19 – og vi håber at I vil hjælpe os med at hylde ham når vi ses til filmfest i uge 35!
Foto: Sam Emerson