SVEND – Hele Danmarks Filmpris hylder i år skuespiller Birthe Neumann for sit enestående arbejde i dansk film i hele fem årtier. Flere arrangementer vil fra den 27. august til den 1. september 2021 have Birthe Neumann i fokus – her modtager hun blandt andet Årets Hæderspris ved Svend Prisen, der finder sted onsdag den 1. september på Torvet i Svendborg
1.juli 2021
SVEND – Hele Danmarks Filmpris afvikles fra den 27. august til den 1. september i Svendborg og finder sted for 17. gang i år. Her får det danske publikum endnu en gang mulighed for at opleve og hylde de bedste præstationer inden for film og skuespil samt opleve en hel uge med en masse filmvisninger og filmnørderi. Ligesom de seneste år hylder SVEND 21 én af Danmarks største og mest markante filmpersonligheder, og i år er valget faldet på Birthe Neumann. Udover at modtage Årets Hæderspris ved Svend Prisen vil Birthe Neumann være i fokus hele ugen gennem en række særlige arrangementer og nøje udvalgte filmvisninger.
Ugelang hyldest og prisfest i særlige omgivelser
Onsdag den 1. september kårer publikum årets største biograf- og TV-oplevelser, når SVEND Prisen 2021 løber af stablen på Torvet i Svendborg. Samme aften vil der efterfølgende være visning af Årets Vinderfilm i Krøyers Have. Birthe Neumann modtager ved prisuddelingen Årets Hæderspris og er samtidig fokus og omdrejningspunkt for flere aktiviteter fra den 27. august til den 1. september. Her kan man opleve:
- Hæderskavalkaden: I løbet af ugen vil der i Krøyers Have blive vist film på et udendørslærred under åben himmel. Heriblandt en perlerække af Birthe Neumanns bedste præstationer.
- Birthe og Blixen: Onsdag den 1. september vil Birthe Neumann og Jesper Morthorst, producer i Pagten, dykke ned i den danske kulturarv Karen Blixen. Under denne talk vil publikum samtidig få mulighed for at komme ind bag maskineriet og tilblivelsen af Pagten. Birthe og Blixen afholdes i Borgerforeningen.
- Birthe og Flora Ofelia: Under den ugelange prisfest vil Birthe Neumann og Flora Ofelia Hofmann Lindahl mødes til en interessant samtale på Fyns Amts Avis. Flora Ofelia Hofmann Lindahl vandt i februar 2021 Robert prisen for årets kvindelige hovedrolle i DR-dramaet ’Ulven kommer’ som den yngste nogensinde, mens Birthe Neumann har hvervet sig flere af selvsamme statuette til samlingen. Hvordan har det været for Flora Ofelia Hofmann Lindahl at få foden indenfor som skuespiller med tophastighed, og hvad kan Birthe Neumann bidrage med i form af sin erfaring?
Foto: Nellie Møberg / Aller Media / MEGA